Hvis du bliver ubetinget frakendt, så mister du din førerret, og dermed også dit kørekort. Det betyder, at du skal aflevere dit kørekort til politiet, og du efter frakendelsestidens udløb, skal ansøge om at generhverve din førerret, før du igen må køre bil.
Sådan generhverver du dit kørekort
Efter udløbet af frakendelsestiden skal du generhverve førerretten, hvis du igen ønsker at føre motorkøretøj, som kræver kørekort. Du skal i den forbindelse bestå en kontrollerende køreprøve, der består af en teoriprøve og en praktisk prøve. Den kontrollerende køreprøve kan aflægges før frakendelsestidens udløb, men du kan tidligst aflægge den praktiske køreprøve en måned før din frakendelsestid udløber.
Du kan ansøge om generhvervelse hos en valgfri Borgerservice i et af landets kommuner cirka 6 måneder før din frakendelsestid udløber.
Borgerservice sender din ansøgning til Færdselsstyrelsen, der træffer afgørelse i sagen, og sender afgørelsen til Digital Post.
Færdselsstyrelsen vurderer blandt andet, om de tidsmæssige betingelser for generhvervelse er opfyldt, og om du skal gennemføre et ANT-kursus eller andre kurser som betingelse for at kunne generhverve din førerret.